Facebook Horizon – social platform i VR

Horizon, et socialt VR-univers

Facebook har lanceret betaversionen af deres nye sociale VR platform – Horizon.

Med den, følger store forhåbninger om mulighederne men også store spørgsmål til om det nu kan være så banebrydende som der forventes.

De eksisterende sociale VR-apps såsom Oculus Rooms og Facebook Spaces er lukket ned for at skabe plads til Facebooks nye håb for en virtuel platform.

Der er sat stærkt ind på de sociale og underholdende aspekter, der skal skabe lyst til leg, socialisering og at gå på opdagelse i en verden, hvor man selv er med til at skabe mulighederne.

Inspirationen menes at være kommet fra den populære Sci-Fi film fra 2018 “Ready Player One”. Her er virkeligheden så barsk, at alle søger til et virtuelt liv, hvor de kan udleve deres drømme skabe relationer og gøre det umulige muligt.

Dog har idéen om et komplet fordybende VR-univers været noget, som mange tech-entusiaster (os inklusive) har drømt om i årevis.

Så tilbage er der bare at finde ud af, om det virker, og om det rent faktisk er en komplet ny verden.

Introduktion til Horizon VR

For at kunne starte sit eventyr med Horizon skal man have en Oculus Quest, eller en Oculus Rift S. Det er endnu uvist, om nogle af verdenerne vil være tilgængelige fra andre platforme end VR, men indtil videre er det udelukkende for brugere, der ejer et Oculus VR-headset.

Efter at have startet Horizon opdager man hurtigt, at ens avatar ikke har nogen ben. Man svæver over jorden, hvilket skal bidrage til, at man undgår at bevæge sig fysisk i det rum, man er i. Man får en fornemmelse af, at man svæver, hvilket gør det mere naturligt at bevæge sig virtuelt.

Som det første, bliver man introduceret for en guide der, ligesom dig, er et rigtigt menneske i et VR-headset, der kan vise dig rundt, fortælle, pege og give highfives og fistbumps.

Herefter tager man med ud og oplever nogle af de såkaldte “verdener”, der er skabt i forvejen af Facebook selv.

Det virker til, at disse verdener blandt andet har til funktion at igangsætte fantasien hos Horizons brugere. Facebook introducerer nemlig også en form for sandboks funktion, der vil muliggøre, at users kan bygge deres egen verden. Her kan man benytte Facebooks givne værktøjer til at skabe sit eget univers, tilpasset ens eget behov. Hvad end det er fritids eller arbejdsrelateret.

For at bevæge sig mellem verdener, benytter man portaler eller “Telepods”, som tilføjer endnu et Sci-Fi aspekt. Indtil videre kan man ud over at skabe sin egen oplevelse, tage ud og kæmpe mod robotter i en arena, besøge tropiske strande eller flyve om kap med sine venner i bedste Mario Kart stil.

Hvad siger beta anmelderne?

It was like living in a big fun fantasy playset

Som at leve i et stort, sjovt fantasi spil, lyder det fra Scott Stein, XR anmelder hos CNET, der, trods det farverige design, er positivt stillet over for Horizon.

Der er et begrænset antal anmeldelser, der er offentliggjort. Dog tyder det på, at der er bred enighed om gode brugeroplevelser i et mulighedsrigt, omend noget tegnefilmsagtigt medie. Designet er lavet i stærke farver med simplificeret udtryk, hvilket giver en nærmest Disney lignende fornemmelse.

Da størstedelen af de verdener man kan udforske, dog vil blive skabt af brugerne selv, vil udtrykkene variere fra verden til verden.

Ud over den overordnede underholdningsværdi, der uden tvivl er i top, er der nogle aspekter, der mangler finpudsning ifølge anmelderne.

Blandt andet er brugen af hand tracking tilstede, men i begrænset grad. Man kan pege, lave high fives og fistbumps, men den komplette tracking af håndbevægelser mangler stadig. Det er dog mere en hardware udfordring end software. Disse hardware begrænsninger gælder i mange VR sammenhængen og har derfor stort fokus hos udviklerne og producenterne. Eksempelvis arbejdes der på VR-dragter, der gennem vibrationer vil bidrage til en mere kropslig oplevelse af VR. Med yderligere sensorer i dragten, vil det også bidrage til en bedre tracking.

Derudover er der begrænsede muligheder for at tilpasse sin avatar. Til trods for at teknologien kan lave ret præcise hologrammer af brugeren. Det er dog en del af charmen i det meget cartoonish design.

Til gengæld skulle der efter sigende, være en enormt velfungerende effekt, hvor munden på avatarerne bevæger sig, efter de lyder og artikulationer som brugeren laver. Det ligner dermed, at man snakker rigtigt, hvilket gør oplevelsen en hel del mere ægte.

Sikkerhed

Et spørgsmål, vi hører ofte, når der snakkes Virtual Reality, og som selvfølgelig er relevant, er om sikkerhed. Her har Facebook imødekommet adskillige aspekter for at skabe en forøget sikkerhedsfølelse hos brugerne

Én af måderne, de imødekommer sikkerheden på, er ved at gøre det muligt at blokere andre avatarer, som man oplever, har en chikanerende adfærd. Meget i stil med, hvad man kan gøre på Facebook, hvis nogen skriver stødende ting. På sit virtuelle håndled har man en lille skærm, som man kan klikke på når som helst og anmelde den avatar, man interagerer med.

Derudover logger man ikke ind med sine sociale medier, men derimod med en Oculus profil. Det gør, at man bevarer sin anonymitet i den udstrækning man ønsker. Du kan dermed gøre din verden lige så realistisk eller fantasifuld som du har lyst til – det er jo trods alt det der er ideen med at kunne være i en virtuel verden. Den kan være lige hvad du vil have den skal være – og det kan du også.

Alle verdener man skaber, kan gøres enten public eller private, og man kan dermed selv bestemme, hvem der skal have adgang til de oplevelser, man designer.

Hvad er næste skridt?

Ønsker du selv at give Horizon et skud, kan man endnu anmode om at teste beta-versionen, og ellers må vi vente, til det bliver gjort tilgængeligt for alle. Til den tid vil alle de pointer givet af beta-brugere samt analyser af deres adfærd, være taget højde for i en ny og (måske) forbedret udgave.

Så det er endnu usikkert, hvorvidt Horizon bliver den næste, store sociale platform. Indtil videre virker det dog både til at kunne tilbyde nye muligheder og udvikle vores måde at interagere med Virtual Reality på